Som I kan læse i min bog ”Få mod på at investere selv”, har jeg længe efterlyst fokus på miljø og Co2 i aktieanalyserne. Det kom så endelig i en overskrift i JP erhverv, hvor “miljørigtig” indgik. Ugens aktie var Rockwool.

Analyse uden dybde

Da jeg havde læst artiklen, må jeg indrømme, at jeg blev skuffet. Jeg havde forestillet mig en grundig analyse af, hvor Rockwoll var i forhold til fx cirkulær økonomi, genanvendelse osv.

I stedet var pointen Rockwools isolerende egenskaber, og at ”Ca. 40 pct. af energiforbrug i Europa anvendes til opvarmning eller nedkøling af bygninger”. Dermed blev aktien vurderet som et langsigtet køb – altså når det gik op for Europa, at energiforbrug har stor betydning….

Mere pop end indhold

Jeg er slet ikke uenig i denne vurdering – samme vurdering har jeg selv givet aktie på mit indre risikobarometer. Det tror jeg, de fleste danskere vil være i stand til.

Men for at jeg kan bruge vurderingen af miljørigtigheden ud fra denne aktieanalyse må fokus være langt mere omfattende. Ellers bliver det mere pop og en overskrift.

Kvinder er det nye segment

Det er et faktum, at amerikanske kapitalforvaltere og medier har fået øjnene op for, at ansvarlighed og etik sælger. Ikke mindst til kvinder, som de samtidig opfatter som en vigtig målgruppe i det 21. Århundrede. Men ”frække” overskrifter rækker kun kortvarigt – og ikke som en langsigtet strategi.

 

Jeg havde godt læse. at man ikke længere kunne købe nordamerikanske ETF´ere. EU har fra 2018 skærpet kravene til produktinfo (de såkaldte PRIIPS) for at øge gennemsigtigheden.

Jeg havde i min naivitet troet, at det var ETF´ere, som havde amerikanske aktier i porteføljen. Men det viste sig at være langt mere om-sig-gribende.

 

IA og ROBO indeks i 2018

Som mange andre er jeg interesseret i AI – altså kunstig intelligens (artificial Intelligence). Rigtig mange af de virksomheder, der er langt med udviklingen, befinder sig fx i Japan eller andre lande, som jeg som privatinvestor ikke har direkte adgang til.

Derfor er ETF´erne en mulighed for at få en række aktier fra disse lande og virksomheder, som kan være med til at tegne den del af fremtiden. Jeg ville gerne havde dette område bredt repræsenteret i 2018 – ved siden af de enkelt virksomheder inden for området jeg allerede har investeret i.

 

Søgning uden resultat

Jeg søgte på iShares, Blackrock og Vanguard og fandt et par ETF´er på området, som havde klaret sig rigtig godt i 2017. Jeg kunne vælge fonden, og jeg kunne bestemme antal og pris. Men jeg kunne ikke komme til at købe. Først her forstod jeg omfanget: det er altså kapitalforvaltere/ ETF-forvaltere noteret i USA, hvis produkter jeg ikke længere kan købe.

 

3200 mindre ETF´erne i Europa

De danske platforme, der før har solgt og formidlet ETF´ere, foreslår, at man søger på tilsvarende tyske. Det gjorde jeg så. Men den tyske fond med en tilsvarende profil, havde ikke klaret sig nær så godt som de amerikansk forvaltede, og valgmuligheder var få.

Jeg købte den tyske ETF alligevel. Nu havde jeg fokus på AI. Der var sikker mange andre europæere, der følte sig nødsaget til samme manøvre – fonden var steget ret meget siden indgangen til 2018.

Nu venter jeg på, at amerikanerne tilpasser sig de europæiske regler og får lavet de påkrævede produktinformationer. Så jeg igen kan vælge mere bredt. Håber ikke der går protektionisme og Amerika first i forhandlingerne –:)

 

I går havde jeg travlt med at skrive og tale med min nærmeste omgangskreds, så de får oprettet en aldersopsparing inden 31. december – uanset alder. Det var ikke noget, så mange  havde tænkt på, viste det sig. Det bliver så min økonomiske julehilsen til alle!

 

Sådan gør du

For min søn på 16 år ringede jeg til vores egen bank i går morges, og om eftermiddagen fik vores søn en mail, så han skulle bekræfte det gennem nemID. Det viser, at du sagtens kan nå det. Min bankmand ringede så her til morgen, at der lige skulle stå 25-50 kr for at den var aktiv fremadrettet. Det kan vi godt leve med!

For min datter på 20 år og for de øvrige af familiens unge, som jeg “holder øje med”, og som alle har Nordnet til deres egne investeringer, var det blot at oprette en konto i systemet – det tog vel 2 til 5 minutter. Her koster det ikke noget at have kontoen, så det kan være tom i mange år – det tror jeg også de unge havde tænkt sig i første omgang. Om der skal stå lidt penge også, kan jeg ikke lige læse mig til. Men vi sætter 25 kr ind for en sikkerhedsskyld.

 

Hvorfor inden 31. December 2017?

Alderspension oprettet frem til udgangen af 2017 kan hæves og bruges 5 år før din folkepensionsalder. Hvis du først opretter i 2018 er det kun 3 år før.

Hvis man er ung, virker det sikkert absurd at tænke på det allerede. Men hvis man er lidt mere moden, så kan man måske se forskellen på 3 og 5 år til folkepensionsalderen. Under alle omstændigheder giver det dig et valg, som kan have betydning i fremtiden

 

Hvad er der i det for mig?

Vi kan ikke spå om ændringer i fremtidens pensionssystem. Det er alle hvis efterhånden klar over.

Men fordelen ved aldersopsparing til dine investeringer er, at du her kun betaler 15,3% i skat af gevinsten. Det er altså et godt sted at eksperimentere med investeringer og forsøge at skabe et overskud, fordi du ikke betaler ret meget i skat af det, du tjener. Pengene skal altså stå frem til 5 år før dit folkepensionsalder – men alligevel.

 

Regeringens salgsargumenter til det nye system

Pengene du har på aldersopsparing, bliver som hovedregel ikke modregner i det offentlige system for tillægsydelser til pensionister. Derudover hæves beløbet til indbetaling 5 år før din folkepensionsalder til 46.000 kr.

Det beløb du indsætter, får du ikke skattefradrag fra, så du betaler ingen skat af beløbet, når det hæves – enten løbende eller på én gang.

Se Jyske Banks glimrende video om detaljerne: 90 sek: Nye regler for aldersopsparing i 2018

 

Kontakt din bank eller tjek skat for de lovgivningsmæssige spidsfindigheder, som jeg ikke påtager mig ansvar for.

 

Tobaksindustrien blev i oktober ekskluderet fra FNs etiske netværk Global Compact. Det har afstedkommet diskussioner, om pensionsselskaberne og deres holdning til at investere i denne industri. Jeg tager det op, fordi debatten udstiller et kompliceret emne.

For det første er det ikke ulovligt at ryge. Det er sundhedsskadeligt – men ikke ulovligt. Så det bliver et etiske spørgsmål – hvad synes du er rigtigt og forkert. Det er et følelsesmæssigt emne, hvor man kan have meget stærke holdninger – for eller i mod.

TV2 Nyhederne og Politiken har lavet en spørgeundersøgelse, der illustrerer de stærke holdninger meget godt. 45 % er villige til at få udbetalt 2% mindre for at undgå investeringer i tobaksindustrien. 43 % kan godt acceptere at 2% kommer fra investeringer i samme industri. 12 er i tvivl.

Et let emne

For det andet er tobak et meget let emne, at bringe op – alle har en holdning til cigaretter. Det viser svarene også. Hvad kender vi fx til Facebook og deres komplicerede regler for adgang til data, som kunne være et lige så centralt et etisk spørgsmål at stille de danske pensionsopsparere. Hvor meget skal disse private firmaer, som pensionskasserne også kan investere i have adgang til data om du og jeg? Hvis det etiske skal i højsæde, kan der stilles rigtig mange spørgsmål til pensionsselskaberne.

For det tredje tror jeg de færreste aner, hvad 2% vil svare til i rede penge. Er det et engangsbeløb, eller er det i hele perioden, du er pensioneret? Det kan i princippet være 25 år. Personligt aner jeg det ikke. 2% lyder ikke af meget – men med renters rente osv. hvad reduceres opsparingen så med?

En signalværdi

Når det så er sagt, er det positivt, at vi tager stilling til det, der investeres i. Det synes jeg, vi har pligt til, og det er et emne jeg har berørt i flere år. Lad os bliver aktive ejere af vores pensionsselskaber. Men vi skal være varsomme med, at det vi faktisk vil have indflydelse på, også er det, der betyder mest for miljø og mennesker. Det er let at tage stilling til en cigaret, men det meste omkring etik er langt mere kompliceret end det.

Min egen position

Skribenten er ikke-ryger og har ingen enkelt aktier i tobaksindustrien, da jeg forsøger at investere så ansvarligt som muligt og har personlige etiske holdninger, som jeg forsøger at investere efter. Derfor ved jeg også, hvor kompliceret de etiske spørgsmål er. Det bliver ofte det mest enkle, medierne kaster sig over. Det er det, der giver størst trafik på de hjemmesider, der også er styret af store internationale virksomheder – som dit pensionsselskab også kan investere i.

Det er ikke noget at sige til, at danskere har mange penge stående på deres bankkontis. Det er frie midler. Med de restriktioner, der er blevet for, hvornår du må bruge din pensionsopsparing( 3 år før den officielle pensionsalder), er der brug for penge på kontoen. Især hvis du vil træffe dine egne valg på et tidspunkt i livet. Det ønske har rigtig mange danskere.

Mange drømmer om at gøre noget helt andet end det fastlagte mønster, som mange af os er underlagt. Ofte kræver ændringer kapital. Den kan man få gennem at spare op i sin bolig, eller man kan vælge at lægge penge til side af sine frie midler.

Mange kendte jobs forsvinder og overtages af robotter inden for en relativ kort årrække. For at overleve i en verden med projektansættelser og jobs som skabes løbende, mener et magasin som Forbes (www.forbes.com), at det bliver vigtigt at have styr på sin egen økonomi og ikke mindst have en kapital, som du kan tære på.

Dine pensionspenge er båndlagde

Som den danske opsparingspolitik nu er blevet skruet sammen, har du kun et reelt valg. Det er at spare op i frie midler. ”Båndlagde” pensionsopsparinger må kun hæves få år før du bliver pensioneret. Og guderne må vide, hvornår det ender med at blive?

Jeg tror det er grundene til, at flere og flere yngre mennesker henvender sig til mig og begynder at interessere sig for at investere.

Du skal være din egen kapitalforvalter

Hvis de midler du har stående på bankkontoen skal batter noget, når du skal bruge dem, så er det meningsfuldt at lade dem yngle. Her har investeringer traditionelt været et godt bud.

Om det er samfundsmæssigt sundt, at vi alle skal være vores egne kapitalfovaltere i en ung alder for at overleve, er op til hver enkelt at vurdere. Men det er den vej vinden blæser!

 

 

Cirkulær økonomi giver god mening, når man er optaget af bæredygtighed. ”Cradle to Cradle” – eller ”Vugge til Vugge” – virksomheder, hvor man sikrer vækst uden at bruge naturens ressourcer, bør inden længe være en markedsført portefølje-mulighed for os, der investerer og et fast indslag i erhvervssektionerne.

Danske virksomheder er i gang

På et foredrag med danske Troldtekt, der producerer akustikplader af træ og cement, viser det sig, at virksomheden har en omfattende international certificeringen af ”Cradle to Cradle”. De genanvender stort set alt og skaber dermed vækst og innovative løsninger uden at gå på kompromis med det bæredygtige.

Jeg tjekkede straks virksomheden, da jeg kom hjem. Her var noget jeg gerne ville investere i. Virksomheden bruger danske ”råvarer” (træ og cement). De har så stor genanvendelse i alle processer, at man må tage hatten af. Men succesfulde Troldtekt er ikke børsnoteret. Så jeg kom ikke længere den dag med at investere i virksomheder, der er langt i forhold til en cirkulær økonomi og dermed bæredygtighed.

Lad os få fokus fra branchen

Det er ikke stor fokus på cirkulær økonomi i investeringskredse eller hos de medier, der skriver om investeringer. Det er derfor svært for en almindelig investor at finde mulige emner til en strategi med fokus på cirkulær økonomi.

Modsat det generelle bæredygtigheds begreb, som er ret flydende i danskernes bevidsthed, er det noget lettere at forholde sig til kravene i den cirkulære økonomi og ”cradle to cradle”. Her certificerer man inden for alt der genanvendes (varme, vand, spild). Dermed må det – alt anden lige – være lettere for investeringseksperter at finde virksomheder, som er langt i at tænke den cirkulære økonomi ind i strategien.

I fremtiden bliver cirkulær økonomi en selvfølge

I Finland har man allerede for to år siden lavet en strategisk målsætning og en national handlingsplan for cirkulær økonomi. I Danmark er det endnu på erklærings-niveau, selv om der findes virksomheder, der arbejder meget bevidst med det i strategien. De er godt klar over, hvilken konkurrencemæssig gevinst det også bliver.

Mit håb er, at vi almindelige investorer kan støtte disse virksomheder, og at det bliver en certificering som fremadrettet kan bruges af investorer.

Hvad med en mandags sektion i de store erhvervsaviser med fokus på investering og cirkulær økonomi? Et øget strategisk fokus fra medierne på dette område må vel efterhånden være på sin plads. Vi kan vel ikke blive ved med at fastholde, at den lineære økonomi er vejen frem i alt der skrives hos de toneangivende?

Hvad med en portefølje af 10 virksomheder med vægt på cirkulær økonomi? Det ser jeg frem til som en mulighed om ganske få år. Indtil da må jeg nærlæse prospekter for at få øje på den oplagte gode historie. De findes – der skal bare være noget til at fortælle dem.

Jeg er en stor fortaler for både de danske indeks investeringsforeninger og de udenlandske ETF´er. Begge repræsenterer en mulighed for at sprede sin investering og samtidig gøre de årlige omkostninger mindst mulige.

 

Du kan nå alle markeder

Når man er dansk amatørinvestor, er der en lang række markeder, som man ikke har direkte adgang til. Det kunne fx være Canada eller Indien. Men gennem fx ETF´er kan man investere i et bredt indeks af canadiske virksomheder, eller man kan vælge en indeksbaseret investeringsforening som fx investere i aktier i Fjernøsten (med hovedvægt på Indien).

 

Spredning af risiko

Samtidig er der den oplagte fordel, at du får spredt en enkelt investering på rigtig mange brancher. Dermed spreder du din risiko. Hvis den finansielle sektor klarer sig godt, kan du leve med tab i forbrugssektoren eller omvendt. Du har selvfølgelig ingen garanti mod, at markeder som sådan er i krise. Det er derfor, at det for år tilbage blev en dårlig investering at vælge ”emerging markets”. Mange af de såkaldte vækstøkonomier udviklede sig ikke længere med raketfart. Lige nu er der flere, der påpeger, at Indien bliver et fortsat vækstområde, mens Kina er mere tvivlsom. Man kan vælge ETF´er eller investeringsforeninger, der går uden om Kina, hvis man tror på den nævnte profeti og alligevel ønsker at investere i Asien.

 

Så er der omkostningerne

Alt den tid jeg har investeret har forskel i omkostningerne mellem de aktive investeringsforeninger og de passive været diskuteret i medierne. De passive er den betegnelse, som man i Danmark har givet indeks og ETF´erne. Brede indeks og brede ETF´er har ÅOP på ca. 0,2-0,7 %, hvor de aktive oftest ligger mindst 1-2% højere. Det er for mig svar nok på, hvorfor jeg vælger indeks og ETF´er, som jeg har behandlet flere gange på denne blog.

 

Mifid II vil skabe transparens

I Danmark er der en stærk investeringshistorik for at vælge de aktive investeringsforeninger. Det er stadig kun 6% af danskerne, der investerer i de indeksbasered investeringsforeninger. Der findes ikke præcise tal på ETF´erne.

Det er lidt underligt, når man tænker på, at de fleste danskere er ret optaget af, om de får 1 eller 2% på deres opsparinger i øvrigt.

Måske kan Mifid II, hvor EU lovgiver om at skabe større transparens for dine omkostninger, gøre det mere synligt for dig om dine omkostninger er 0,25 % eller 1,5 %? På den lange bane har det ret stor betydning for dit afkast.

.

 

Undersøgelser viser, at kvinder ikke handler aktier så ofte som mænd. Det passer godt med de interviews, jeg har foretaget. Vælger kvinder først at ville investere, er de tålmodige og går sjældent efter de hurtige penge. Det er ikke hyppige handler, der tiltrækker dem.

 

Tålmodighed er en styrke, piger

Tålmodighed er faktisk en økonomisk dyd viser undersøgelser fra CEBI (Weekendavisen, 11.maj). Det er nemlig de tålmodige, der opnår størst økonomisk gevinst på en lang række områder set gennem en længere årrække.

Det giver stof til eftertanke: Det handler altså ikke om at være hurtig på taster eller mobiltelefon. Men om at være tålmodig med det man foretager sig, når det gælder investeringer og økonomisk gevinst.

Det er min erfaring, at det er den indstilling kvinder går til investeringer med, når de vil i gang.

Så selvom tålmodighed overhovedet ikke er kønsbestemt, så ser det ud til, at det er indstilling, der kan betale sig.

 

Jeg ved ikke lige, hvor undersøgelserne stille utålmodige og flyvske eksistenser som mig selv. Nederst på formuestigen ser det ud til. Det må vi så leve med, mens vi kaster os over endnu en spændende investering, der sikkert bliver solgt inden for 3 måneder.

 

 

Det er ikke sikkert at det er enkelt aktier, du skal starte med. Især ikke hvis du er nybegynder og kun vil bruge minimal tid på dit nye ”håndværk”.

 

Svært at vælge rigtigt i første hug

Du kan gennem én investering – for samme beløb som du havde tænkt at bruge på en enkelt aktier – vælge at købe indeksbaserede fonde og de udenlandske ETF´er. ( Jeg har skrevet meget om begge dele på denne blog). Begge typer er rimeligt billige i årlige omkostninger, da de følger et indeks. Dermed skal de ikke løbende forvaltes af en investeringsekspert.

Gennem et enkelt køb kan du fx vælge globale aktier og dermed få en lille andel af fx 100 store globale virksomheder. Du er ikke afhængig af om en bestemt branche pludselig er truet. Det vil du være, hvis du har købt en enkelt aktie. Det kan være så svært at vælge den rigtige aktie og branche i første hug.

En virksomhed eller 100 store

Både indeksbaserede fonde og ETF´erne har først i de seneste år fået danskernes interesse og slet ikke så meget som i udlandet. Det er lidt synd, fordi det er lettere at have 10.000 kr i en pulje af globale aktier, end at ramme en succes, hvis man skulle købe en enkelt aktie,for det samme beløb.

Jeg startede selv som nybegynder i 2014 med indeksbaserede fonde og ETF´er. De giver et langsomt voksende afkast. De kastes ikke frem og tilbage som enkelt aktier. Her kan et forkert regnskab vende op og ned og gøre en succes til en fiasko.

Som nybegynder er det vigtigt at lykkes

Så hvis du vil lykkes med dine investeringer som nybegynder, bør du vælge brede verdensindeks eller andre brede indeks, som har gjort det godt og er billige i omkostninger.

Så skal du ikke sove med en enkelt aktier, som pludselig slet ikke leverer det, alle eksperterne forudser og får dig til at miste penge.

Når man er nybegynder har man brug for succes. Det bliver et bevis på, at man rent faktisk kan finde ud af det.

Når du bliver mere øvet kan du bedre leve med lidt turbulens. Det er min erfaring.

Det vigtigste i kvindeinvest er at lære almindelige mennesker at investere. Det giver frihed og fornemmelse for ens egen formåen at kunne det. Som alt andet er det en læreproces, der kan tage tid.

 

Du kan lære det

Hver gang vi skal i gang med noget nyt, kan det forekomme grænseoverskridende. Jo mere ukendt det vi skal lære er, jo mere vil vi føle, der er på spil. Jeg kender kvinder der har svedige håndflader første gang de køber aktier og lige skal sikre sig flere gange, at det ikke ender galt.

Det er helt forståeligt at vi reagerer sådan, når vi skal lære nyt. Tænk på første gang du skulle holde tale eller noget andet, der er græseoverskridende for dig.

 

Sproget kan skræmme dig

Lige nu vil bankerne gerne have kvinder til at forstå kunsten at investere hos dem. Det er rigtig godt. Men samtidig er der inden for den finansielle sektor en tradition for at bruge et sprog og også en attitude, som i sig selv kan virke skræmmende: Årlige omkostninger, indre værdi, cykliske aktier, langtidsperspektiv, risikoprofil.

Min blog har til formål ikke at lade os skræmme af attitude og sprog: Både du og jeg kan investere. Detaljerne og sprogbrugen kan du sætte dig ind, hvis investeringer begynder at interessere dig.

 

Bliv din egen chef og dine børns forbillede

Jeg taler tit med unge kvinder, som spekulerer over, hvorfor det med at investere ligger langt væk for piger. En af de konklusioner mine undersøgelser viser er, at pigerne ikke lærer det af deres mødre.

Derfor er jeg selv blevet meget bevidst om at min datter på 19 år lærer at investere selv. Jeg vil gerne have, at det bliver en færdighed, som hun mestrer, lige som hun mestrer så meget anden, vi finder vigtigt. Jeg vil gerne have at hun bliver sin egen chef på det økonomiske område.

Kursus om kvinder og investeringer

Hvis du og dem du kender har lyst til at opleve et par spændende timer i selskab med mig og jurist Anne Buhl om kvinder og investeringer, der vil gøre dig i stand til selv at investere: så kontakt Helle Christiansen på: hc@kvindeinvest.com