Puha. Det er endnu engang bevist, at aktier ikke vokser ind i himlen, og at et fald altid følger efter en voldsom overeksponering, som vi har set det frem mod februar 2021. Jeg kender ingen porteføljer, der ikke er blevet ramt. Men det er først og fremmest slemt, hvis du er begyndt at investere i sidste halvdel af 2020 og derfor ikke har haft aktier så længe, at tabene på den lange bane blot er krusninger i overfladen, som er set før – også i 2010´erne.

Men hvad kan du bruge korrektionerne til?

Er du tilfreds med din portefølje?

Jeg skal være en af de første til at indrømme, at jeg også blev grebet af euforien i anden halvdel af 2020 og kom til at investere lidt for ivrigt i grøn energi og i forskellige energikilder til fremtidens bil. Det har ikke været gennemtænkt nok og har kostet mig penge. Jeg har valgt ikke at sælge på panikken, men står med røde tal, som jeg dagligt kan se på.

Heldigvis minder det mig igen og igen om, at jeg skal holde fast i de aktier, som jeg hele tiden har troet på. Jeg har en del tech-aktier. Dem sælger jeg ikke, selv om vækstaktier er under hård beskydning fra analytikere. Skyen, chips og den digitale omstilling kan bankaktier altså ikke hamle op med – lige meget hvor meget bankanalytikere fremhæver deres egen branche lige nu.

Brint, biler og energi

Der sker rigtig meget med elbiler og opladning osv. Er brint den sikrer vinder?  Hvilke firmaer har den rigtige fremtidssikrede opskrift?

Hvis du skal købe en ny bil lige nu, er det sikkert nogle af de spørgsmål, du stiller dig selv. Jeg går også ud fra, at du er meget, meget i tvivl om den mest økonomisk, fremtidssikrede bil og sikkert nødig vil give et bud på fremtidens bil og bilmarked.

Den samme usikkerhed bør vi nok huske, når vi investerer. Der er rigtig mange interessante historier om brint, biler og energi. Men kan vi vide, om det er morgendagens vindere? Er der skabt en forretningsmodel for, hvordan man skaber overskud eller er det gode ideer, som først skal se deres bæredygtighed i mødet med markedet? Hvor mange år tager det i så fald? Denne simple hverdagsanalyse må man aldrig glemme som investor. Der er rigtig mange aktier med udgangspunkt i disse temaer, som nu falder hårdt, fordi marked har været mere optimistisk end realistisk.

Er ETF´ere og fonde fortsat den sikre havn for den forsigtige investor?

Jeg kan huske, da jeg begyndte at investere, og der var ganske få grønne eller bæredygtige fonde. Mange af dem var i minus, og der var flere år med tab. Dette står i skærende kontrast til den hypede Ishares Global Clean Energy ETF, som steg med 162 pct. siden begyndelsen af 2020. Den er jo også faldet dramatisk og har vist andre siden af ETF´erne, synes jeg. De færreste forsigtige investorer, jeg kender, er interesseret i svimlende gevinster for så at ende i ret store tab. Det er jo derfor jeg og andre har talt ETF´erne op, fordi man gennem bredere indeks kan sikre sig mod dramatiske fald, som ikke altid er lette at forklare eller forstå. Jeg tænker ikke, at hype er det bedste for et indeks og slet ikke, hvis man tænker forsigtigt. Det er noget jeg vil vende tilbage til i senere blogs.

0 svar

Skriv en kommentar

Ønsker du at deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.