Når jeg gennem de sidste 1 ½ år har talt med professionelle kapitalforvaltere og investorer, så er der altid blevet lidt for stille, når jeg spurgte til de bæredygtige aspekter. Dem, jeg har talt med, har både været kloge og vidende om deres fagområder, og jeg har haft stor gevinst af deres viden inden for investeringer. Men der kom altid lidt ekstra stilhed, når jeg spurgte ind til, hvordan man tænkte ansvarlighed ind. Jeg havde den forestilling, at de tænkte, at nu lød jeg lidt for meget som deres kone derhjemme. Det gjorde jeg på sin vis nok også.
Men det er ved at ændre sig. Nu begynder klimaforandringer både direkte og indirekte at indgå som en risiko inden for investeringer. Nu kan man på udenlandske nyhedsmedier se professorer, der opstiller statistiske og matematiske modeller for, hvordan klimaændringer kan være en risiko for ens investeringer. Det kan være hele C02- udledningen, Det kan være, at der sker reguleringer inden for bestemte ”tunge” brancher, der bruger mange ressourcer. Det vil påvirke investeringerne fremadrettet, kan man se i langhårede tabeller.
Jeg kan derfor ved udgangen af 2015 konkludere, at emnet ”Ansvarlige investeringer” er gået fra at være sådan noget ”kvinde-føleri” til at være kalkulerbart og en reel faktor, når de store kapitalforvaltere rundt om i verden tænker fremtidens investeringer. Det glæder mig, for så er det sandsynligt, at det bliver formidlet og bragt i spil for almindelige mennesker som mig, når jeg skal vælge mine investeringer i fremtiden.
Skriv en kommentar
Ønsker du at deltage i diskussionen?Du er velkommen til at bidrage!