Tobaksaktier : Er etik så enkelt?

Tobaksindustrien blev i oktober ekskluderet fra FNs etiske netværk Global Compact. Det har afstedkommet diskussioner, om pensionsselskaberne og deres holdning til at investere i denne industri. Jeg tager det op, fordi debatten udstiller et kompliceret emne.

For det første er det ikke ulovligt at ryge. Det er sundhedsskadeligt – men ikke ulovligt. Så det bliver et etiske spørgsmål – hvad synes du er rigtigt og forkert. Det er et følelsesmæssigt emne, hvor man kan have meget stærke holdninger – for eller i mod.

TV2 Nyhederne og Politiken har lavet en spørgeundersøgelse, der illustrerer de stærke holdninger meget godt. 45 % er villige til at få udbetalt 2% mindre for at undgå investeringer i tobaksindustrien. 43 % kan godt acceptere at 2% kommer fra investeringer i samme industri. 12 er i tvivl.

Et let emne

For det andet er tobak et meget let emne, at bringe op – alle har en holdning til cigaretter. Det viser svarene også. Hvad kender vi fx til Facebook og deres komplicerede regler for adgang til data, som kunne være et lige så centralt et etisk spørgsmål at stille de danske pensionsopsparere. Hvor meget skal disse private firmaer, som pensionskasserne også kan investere i have adgang til data om du og jeg? Hvis det etiske skal i højsæde, kan der stilles rigtig mange spørgsmål til pensionsselskaberne.

For det tredje tror jeg de færreste aner, hvad 2% vil svare til i rede penge. Er det et engangsbeløb, eller er det i hele perioden, du er pensioneret? Det kan i princippet være 25 år. Personligt aner jeg det ikke. 2% lyder ikke af meget – men med renters rente osv. hvad reduceres opsparingen så med?

En signalværdi

Når det så er sagt, er det positivt, at vi tager stilling til det, der investeres i. Det synes jeg, vi har pligt til, og det er et emne jeg har berørt i flere år. Lad os bliver aktive ejere af vores pensionsselskaber. Men vi skal være varsomme med, at det vi faktisk vil have indflydelse på, også er det, der betyder mest for miljø og mennesker. Det er let at tage stilling til en cigaret, men det meste omkring etik er langt mere kompliceret end det.

Min egen position

Skribenten er ikke-ryger og har ingen enkelt aktier i tobaksindustrien, da jeg forsøger at investere så ansvarligt som muligt og har personlige etiske holdninger, som jeg forsøger at investere efter. Derfor ved jeg også, hvor kompliceret de etiske spørgsmål er. Det bliver ofte det mest enkle, medierne kaster sig over. Det er det, der giver størst trafik på de hjemmesider, der også er styret af store internationale virksomheder – som dit pensionsselskab også kan investere i.

0 svar

Skriv en kommentar

Ønsker du at deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *